bilissima

driving you crazy

Min første bil var en Kia Picanto i en lidt ubestemmelig lysegrøn kulør. Kært barn har mange navne og denne har bl.a. lydt Tennisbolden, Den kørende Kaj-kage og ja – guacamobilen, da dens farve måske egentlig godt kunne ligne den populære avocadomos. Hvis du på Joe & The Juice bestiller en Fibre Active får du faktisk nogenlunde præcist denne farve.

Hvordan kan et selvudnævnt stilorakel få sig til at køre rundt i noget så… specielt? Tjo, nu var det jo min første bil – og meget naivt havde jeg forestillet mig at den længste del af købsprocessen ville være at bestemme sig. Og at jeg herpå ville kunne gå ind til bilforhandleren, pege på den jeg gerne ville have – og køre derfra. Sådan virkede det bare ikke i virkeligheden… Åbenbart var minibiler som Picantoen så populære på det tidspunkt at der var omkring et halvt års leveringstid. Adios bilferie… Men nogle farver kunne man godt få lidt hurtigere. Og her var tålmodigheden så mindre end den æstetiske sans.

Det har bestemt sine fordele at have en bil i en sær farve. Når man ser ud over den danske bilpark passer farverne meget godt til vejret. Der er 50 shades of grey, hvid (fordi det plejer at være billigst) og måske en fiks beigemetallic og sort. Det må udgøre omkring 80%. Så hvis man lidt halvdistræt kommer ud på en parkeringsplads og ikke er helt skarp på, hvor man parkerede henne, kan en næsten selvlysende bil hjælpe meget på sagen. Til gengæld skal man lægge ører til mangt og meget, der grænser til decideret mobning af en lille sagesløs koreansk bil.

Farven var nok det eneste karakteristiske ved bilen. Indvendigt var den meget almindeligt grå og der var ikke nogen former for ekstraudstyr – og især om sommeren kan man godt ønske sig flere muligheder for temperaturregulering end at rulle vinduet ned. Men det var en utroligt pålidelig og driftsikker bil – og det var første gang jeg for alvor kunne nyde den store luksus der er i at have bil. Den frihed, der ligger i at kunne tage afsted præcist når det passer en og kunne køre den vej, man har lyst til, er ganske overvældende, når alle ture på mere end 20 km hidtil har været foretaget med tog eller bus – eller man har kørt med andre og derfor naturligt nok har skullet indrette sig efter det.

Da jeg valgte at sælge den, havde den kørt over 130.000 km og var derfor begyndt at være et dyrt bekendtskab, når man skulle på værksted – men hvis den ikke havde skullet pendle 150 km om dagen i lidt over et års tid, havde den sikkert stadig været en del af familien.

Selvom den ikke er den mest eksotiske eller begejstringsfremkaldende bil, så er det alletiders begynderbil. Den kører langt på literen, Kia-garantien på 7 år er faktisk ganske glimrende og den er utroligt rummelig af sådan en lille bil at være. Det mærkes blandt andet ved at der er tre pladser på bagsædet – hvad fx. Peugeot 108 og Citroën C1 ikke har – og det er vældig praktisk når man tit har folk i blandede størrelser med i bilen. Faktisk er der ikke mange små biler, hvor folk over 1.70 med længere ben end en legomand (m/k) sikker godt og behageligt – men det gør man her, både på for- og bagsædet. Når selv samme bagsæde lægges ned er det heller ikke småting, der kan være i bilen – på mange måder minder den om Pelles næb i Rasmus Klump. Der har været alt fra cykler, over mindre flyttelæs til et mindre klædeskab i samlet tilstand med den lille grønne. De nyere modeller af Kia Picanto er en smule smallere – så det er ikke sikkert at man vil få den helt samme oplevelse af praktisk ministationcar her. Men er man fristet af udsigten til en praktisk lille bil, er det en ganske overkommelig investering.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *