The Italian Job

Efter i længere tid at have studeret markedets tilbud af fornuftige mikrobiler røg jeg ud af en Top Gear-tangent hvor det var mindre fornuft og mere lækkerhed, der dominerede præferencerne. For at holde en pause fra de fjollede bilsælgere prøvede jeg at pløje Bilbasen igennem for brugte biler af blæret mærke til rimelig pris – og som så mange andre faldt jeg lidt for Alfa Romeo. Belært af de tre vise mænd (Clarkson, May og Hammond) var jeg forberedt på at Alfaen er en bil, man forelsker sig på grund af det ydre, bliver begejstret over pga køreegenskaber, men hurtigt finder ud af ikke helt leverer varen i praksis.

Som ved Fiat’en lokkede det lækre design og for at prøve noget andet end de gængse prøveture, lejede jeg en Alfa Romeo MiTo diesel fra 2010 på GoMore… Muligheden kan varmt anbefales hvis man tænker i brugt bil, for man kan leje stort set alle slags biler i ret kort tid, men lige præcis tid nok til at opdage diverse irritationsmomenter – og lige præcist nok til at teste bilen i ens faktiske hverdag.

En lille designfinesse er at karmen ikke går henover sideruden i dørene, hvilket betyder at vinduet ruller ca to cm ned hver gang man åbner døren og ruller op igen når man lukker den. Det er vel bare en hyggelig måde at sige hej på… Nu dyrker jeg heldigvis en del yoga, så min generelle smidighed er et stykke over gennemsnittet – hvilket er smart når sikkerhedsselen sidder ret langt tilbage i bilen, når det endelig er lykkedes mig at positionere forsædet på en hensigtsmæssig måde. Desværre har jeg ikke højden til at køre den tilbagelænede stil og kunne se henover rattet samtidig.

Selvfølgelig ved jeg godt at biler mest adskiller sig udenpå og at store dele minder om hinanden – som fx VW, Skoda og Seat eller Peugeot og Citroën, men alligevel føltes det temmelig ærgerligt at opdage at den blærede ninjabil jeg cruisede rundt i blot var en Fiat Punto med mascara. Andre dele er lånt fra en Opel Corsa… Det er lidt som at have købt en Gucci-taske og opdage at den er lavet i Bredebro på Ecco-fabrikken.

Men nu skal det ikke være brok det hele… For det der stadig gør at man har et blødt punkt for Alfaen er at den er sjov… Den har et solidt bundtræk, men i stedet for følelsen af traktor eller fiskekutter som nogle dieselmotorer har, så føles Alfaen lækkert. Den har et smidigt, lidt panteragtigt gemyt, som får alle overhalinger til at føles smooth og tilbagelænede – faktisk er det umuligt at køre denne bil uden solbriller 🙂

BILKORTET:

Alfa Romeo MiTo 1,3 Jtdm

Pris: kan købes brugt fra ca 55.000 kr, nypris ca 249.000 (i 2010, modellen er ikke blevet solgt i Danmark siden 2014)

Acceleration: 12 sek (0-100 km/t)

Km/l: 23,3

Hk: 90

Tophastighed: 178 km/t

Bagsædeplads: God plads til høje typer med relativt korte ben

Forsædeplads: Vældig god plads både til højde, drøjde samt eventuelle teleskopben

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *