Om Bilissima

Dette er smagsdommeri af værste skuffe. Alle holdninger på siden er mine subjektive betragtninger – jeg er ikke på nogen måde ekspert i noget som helst bilrelateret. Min claim to fame er ene og alene et kørekort og en masse meninger 🙂

Det hele startede i en ung alder, da lange ture på bagsædet af en bil blev tilbragt med at læse Bilrevyen og at spille bilkort, hvilket udstyrede mig med en enorm, ustruktureret og ubrugelig paratviden om biler i alle vægt- og prisklasser.

Denne lå hengemt i længere tid indtil jeg under min første barselsorlov stiftede bekendtskab med de tre vise mænd Clarkson, May og Hammond og bingewatchede Top Gear på de særeste tidspunkter af døgnet.

Først i en alder af 30 blev jeg andet end back seat driver, da jeg omsider fik anskaffet mig et kørekort. I umiddelbar forlængelse heraf blev jeg den lykkelige ejer af en Kia Picanto, som jeg her for få dage har taget afsked med – hvilket har accelereret mit behov for viden om biler betragteligt…

Og derfor dette site – behov for overblik overfor den flodbølge af assorteret viden om biler, der pludselig er alle vegne. Og i håbet om at skabe en side med information om biler til ikke-mekanikere og ikke-alvidende hverdagsbilister 🙂

Som serviceinfo fylder mit ego mere end mit corpus – så når jeg fortæller om plads i bilen er det fra ca 1,63 meters højde og en kampvægt på knap 52 kilo. Dog skal der være plads til store armbevægelser og svulstig ordbrug…